Har du hørevanskeligheder og benytter høreapparat?
Selvom du har høreapparat, kan det nogle gange være vanskeligt at få glæde af den lyd, du hører i samtaler, når du ser fjernsyn, når du er i kirke, på museer, i foredragssale og andre offentlige rum. En høreapparatsbruger har ikke altid glæde af at skrue op for høreapparatet. Høreapparat optager al lyden i rummet. Der er mange lyde i et rum. Skruer man op for høreapparatet, mens tv´et kører, uret klikker og kaffemaskinen kører eller når flere taler sammen ved det samme bord, så vil alle lydene blive optaget og forstærket på samme tid i høreapparatet. Det kan give en rodet lydoplevelse.
Teleslyngen giver dig den lyd, du vil høre.
Teleslyngen er et instrument til at opfange præcist den lyd, du vil høre. Den vælger ud fra en lydkilde – fx en mikrofon på foredragsholderens krage, og fører kun den lyd gennem dit høreapparat. Så får du ikke de forstyrrende lyde med.
Hvilke krav stiller teleslynge til et høreapparat?
Når du skal kunne lytte til teleslyngesignal, skal du benytte T-funktionen på dit høreapparat. Når du slår høreapparatet over på T-funktion, så opfanger det teleslyngesignalet. Så kommer du ind i en kirke med teleslyngesignal, så sæt apparatet på T- funktion, og du kan høre talen i dit høreapparat.